Disse dage kommer også…
Suk. Støn. Øv. Så kom dagen.
Dagen hvor diabetes rygsækken er ekstra tung.
Dagen hvor diabetes rygsækken er ladet med træthed, høje blodsukre, lave blodsukre, store udsving, irritation, dårlig samvittighed, dovenskab, mere træthed og alt andet “godt”.
Dagen hvor diabetes rygsækken er tung som bare pokker og føles som om den er fyldt op med jern og beton.
Dagen hvor diabetes rygsækken kan være svær at få justeret lettere.
Måske du kender sådan en dag?
På sådanne dage kan jeg godt tænke….“den eneste måde andre nogensinde kan forstå hvordan jeg har det lige nu, er ved at de selv får diabetes”.
Nogle gange føler jeg, det er den eneste måde jeg kan forklare min familie og omgivelser på, hvor TRÆT jeg egentlig kan blive af at have diabetes.
Træt i kroppen, træt i hovedet. Bare træt.
Jeg kan nogle gange tænke “min familie og omgivelser burde låne min rygsæk, bare en enkelt uge, så skulle de bare se hvordan det er….”
Når disse dage kommer kan jeg vælge at have ondt af mig selv og synes det hele er træls og synd for mig. Den vej går jeg nogle gange nedad. Ned i offer-rollen. Jeg er meget bevist når jeg går den vej og jeg går kun kortvarigt ned af den vej.
Den vej går kun nedad. Nedad i humør. Nedad i energi. Nedad i handlekraft. Nedad i fokus. Nedad i underskud.
I den diabetes verden bor de negative tanker, bekymringer og bebrejdelser.
I stedet for at have ondt af mig selv kan jeg også vælge en anden vej. En vej som fører opad. Opad i humør. Opad i energi. Opad i handlekraft. Opad i fokus. Opad i overskud.
I den diabetes verden bor de positive tanker, power, autencitet, balance, forløsning og overskud.
Hvordan vender du dit humør når du rammer sådan en dag?
Hvordan vender du energien?
Hvordan kommer du op i overskud?
Jeg tror vi alle har forskellige strategier som virker for at vi kommer ovenpå igen efter de trælse diabetesdage.
Hvad er din strategi?
Jeg tænker tit på, at der må være en mening med, at det lige præcis er mig der har fået præcis denne diabetes rygsæk på ryggen. Jeg er den bedste til at bære præcis denne her rygsæk. På min helt egen måde. Jeg finder en mening med det. Jeg flytter fokus. Jeg forsøger at tænke opad. Der skal kun én god tanke til og så er jeg på den rette “opad-vej” igen.
Hvad gør du for at flytte dit fokus?
Hvis du gør dit bedste den pågældende dag, som du er i stand til. Lige der. Lige på det tidspunkt. Den pågældende dag. I den konkrete situation. Er det så i virkeligheden ikke godt nok?
Invitér dagen indenfor. Investér i den. Lær af den. Forbered dig på den kommer igen, så rammer den ikke så hårdt. Men den kommer igen. Og det er okay.
Min diabetes rygsæk kan aldrig tages af. Det er et vilkår, ikke er valg. Rygsækken er en betingelse for at jeg kan leve. Jeg justerer den hver dag. Nogle dage lykkedes det bedre end andre dage. Og det er okay.
