Hvordan flytter du dit fokus?

Hvordan flytter du dit fokus?

Hvordan tænder vi lys?
Hvordan tænder vi mere lys?
Hvordan tænder vi lys i en diabetesverden der er for mørk?
Hvordan flytter vi fokus når vi står midt i mørket?
Hvordan finder vi energien i mørket?
Hvordan finder vi vejen ud af mørket?

Måske i kender det.
En dag med høje blodsukre, en dag hvor chokolade bare smager bedst morgen, middag og aften. En dag hvor vi lige pludselig får en voldsom reaktion over en lille bitte ting. En dag hvor vi går ned i energi, ned i humør, ned i handlekraft. Der kan opstår tankemylder; vi mister fokus og kommer i underskud på kontoen. På diabetes-kontoen. Det kan skabe bekymringer og bebrejdelser. Dårlige beslutninger, dårlig samvittighed. Uheldige ringe i vandet. Det rammer os alle. Vi kommer i ubalance. Badebolden rammer os. Badebolden vi har forsøgt at holde under vandet.

Vi bestemmer selv hvor længe og vi bestemmer selv hvor langt ned vi vil gå. Vi kan gøre det helt bevist, ved at flytte fokus væk fra og hen imod. Det er vores ansvar, vores valg.

I mit sidste blog indlæg skrev jeg om at flytte fokus, når diabetes rygsækken er alt for tung. Det lyder så nemt på skrift. Eller når det bliver sagt. Men det kan være svært. At flytte fokus. Men det virker. Det du fokuserer på vokser.

Hvordan flytter du dit fokus?
Musik? Mad? Gåtur? Venner? Familie? Netflix? Meditation?

Måske du distraherer dig selv. Eller du kan finde noget eller nogen der kan distrahere dig, lidt ligesom vi gør ved små børn. Hvis de piller ved mors lysestager i vindueskarmen, så vifter vi med et stykke legetøj, så de kan flytte fokus væk fra det de har gang i og hen imod noget andet.

Måske du har en bedre halvdel, børn, venner eller andre du kan lave en aftale med. En aftale om, at hvis din diabetes rygsæk er ved at være for tung og du er på vej ned af det forkerte diabetes spor, så skal vedkommende få dig distraheret, så du flytter fokus. Fokuser på at lukke lys ind.

Find en allieret der kan hjælpe dig med at flytte fokus, når det er svært og der bliver lidt mørkt.

Du skal ikke gemme eller glemme eller dine tanker, men flytte fokus og tænke lyse opadgående tanker i stedet for nedadgående tanker. Luk lidt lys ind. Der er ikke andre der kan lukke dit lys ind for dig. Der er kun dig til at styre dine tanker. Dit valg. Dit fokus. Kun dig.

Flytte fokus. Jeg tror mange synes det kan være svært. Jeg selv har grædt det meste af weekenden. Foran børnene. Foran manden. Med mig selv. Igen. Igen og igen.
Jeg har kæmpet med at flytte fokus. Kæmpet. Det tog mig hele weekenden. Det ER svært. Og det er ok. Det er ok at synes det er svært. Nogle gange kan det være nemmere bare at være ligeglad og lade stå til. Synke dybere og dybere ned i offer rollen. Vente på at blive reddet.

Det er kun dig selv der kan redde dig. Der er kun dig selv til at styre dine tanker. Der er kun dig til at flytte dit fokus. Du er den eneste stemme i dit hoved. Kun dig.

Mit sidste indlæg også handlede om fokus og om at vælge den rette vej. Væk fra offer rollen. Hen imod overskud og energi. Henimod handling. Jeg synes det er så vigtige emner; offer rollen, fokus, hen imod. Det er vigtigt at vide, at vi selv sætter os i den offer rolle. Og at vi ikke kan handle når vi er ofre. Vi kan ikke gøre noget godt for os selv som ofre. Der kommer ingen og redder dig. Det er dit valg. Fokuser. Fokuser på hen imod-tanker og ikke væk fra-tanker.

Vær bevidst når du går hen mod mørket og vær bevidst om at søge hen mod lyset igen.

Jeg har været nede i kulkælderen i weekenden. Nede i mørket. Der har været for mange badebolde jeg skulle holde under vandet. For mig selv. For omverdenen. Mine badebolde er mine egenskaber. Hvorfor er der badebolde jeg ønsker ingen andre skal se? Hvorfor er der badebolde jeg ønsker at beholde under vandet? Hvorfor vil jeg ikke kendes ved mine badebolde? Mine badebolde er jo en del af mig. Nogle af dem har været gemt væk i så mange år og de kæmper for at være en naturlig del af mit liv. For at give mig balance. Og de bliver ved med at poppe op indtil jeg accepterer dem.

Jeg har overspist af chokolade og andet guf den sidste uges tid. Jeg har været ulækker, voldsom og klam i mine madvaner. Jeg troede faktisk at jeg havde integreret og accepteret disse badebolde/egenskaber som en del af mig selv. At sådan kan jeg også være. Men efter denne weekend må jeg erkende, at jeg stadig ikke er i balance med disse egenskaber. Det er mine skygger som jeg skal arbejde med i den kommende tid.

Jeg vil arbejde med at lade mine badeboldene komme op fra dybet og op til overfladen. Giv dem lys. De vil ikke holdes under vand mere. De vil ikke blive i det dybe mørke.

De badebolde du kæmper med at holde under vand vil altid ramme dig på et tidspunkt. Jo længere de har været holdt nede i dybet, jo højere vil de springe op…typisk når du mindst venter det. Dine badebolde har alle været en del af dig, indtil du begyndte at holde dem under vandet.

Kig på dine badebolde, mærk dem, føl dem og bring dem op fra mørket, op til overfladen. Op i lyset. Fokuser på dine badebolde og mærk efter hvordan de kan være med til at give dig lys og en lettere diabetes rygsæk.

← Tilbage til oversigten

Felt